
Kommunehospitalet
Kommunehospitalet rummer de historiske bygninger fra Det gamle kommunehospital

Lys og luft
Da bygningerne blev tegnet i starten af 1900-tallet, var sygehusidealet for helbredelse lys og luft i store haver, og det resulterede i bygninger med store vinduer, høje etager og langt mellem husene. Præcis de samme krav som de fleste mennesker i dag stiller til deres bolig, og det gamle hospital kan derfor transformeres til nogle fantastiske boliger.
For at give en bedre adgang til uderum fra de høje stueetager, bygges nye havestuer udenpå de eksisterende bygningskroppe. Havestuerne kan åbnes helt op i den ene side, så de fungerer som en overdækket terrasse. Fra nogle af havestuerne, der ikke ligger for højt oppe, giver en udvendig trappe adgang til terræn.

Frodighed flytter ind
Havestuerne er inspireret af den hævede terrasse ved overlægeboligen i det gamle Kommunehospital. De nye havestuer udformes i et let udtryk i glas, aluminium, stål eller lignende med nænsom detaljering og udføres i materialer, hvis kvalitet, nuancer og farver spiller tæt sammen med det historiske kommunehospital.
Med Hospitalshaverne genskabes de frodige, grønne haverum fra Kommunehospitalets tidligste tid i begyndelsen af 1900-tallet. Haverne disponeres på anden vis end oprindeligt, fordi bygningerne nu skal anvendes til boliger, men karakteren og atmosfæren genskabes med klatreplanter på facader, vandelementer, frodig bundvegetation og store, solitære træer.

